Dagplejerne i Havdrup:

Jeg hedder Anne og er født i 1976.
Jeg er gift med Kristian, og sammen har vi to drenge og en hund. Jeg har været dagplejer siden 2009.
Vi bor i et dejligt hus med en skøn have som børnene kan boltre sig i. Tæt på grønne områder og legepladser som vi tit benytter. Vi er ude hver dag, hvis børn og vejret er til det.
Jeg er omsorgsfuld, rummelig, anerkendende, kærlig, rolig og nærværende. Hverdagen i mit dagplejehjem er tryg og harmonisk med faste rammer og kendte rutiner. Børnene lærer at blive selvhjulpne, vise hensyn, hjælpe og drage omsorg for hinanden og udvikle deres sprog.
I min dagpleje betyder tryghed, fællesskab, nærvær, leg og kreativ udfoldelse meget, og det bliver omdrejningspunktet for at skabe en god hverdag med trivsel og læring.
Jeg glæder mig til at byde jeres barn velkommen i min dagpleje.

Jeg hedder Susanne.
Jeg har boet i Havdrup siden 1995 og startede som dagplejer i 1997, mens mine egne 2 drenge var 5 og 9 år.
Jeg har mange års erfaring og stor glæde ved at skabe en tryg og genkendelig hverdag for de børn, jeg passer.
I hverdagen vægter jeg motorik og natur højt samt sang, bøger og musik. Selvhjulpenhed er vigtigt for mig, og jeg støtter børnene i at øve sig i deres eget tempo. Samvær og fællesskab betyder meget, og jeg lægger vægt på nærvær i vores lille daglige team.

Jeg hedder Birgitte.
Jeg skaber en rolig og kærlig hverdag med tryghed og nærvær, hvor hvert barn føler sig set og hørt.
Jeg arbejder med omsorg og selvhjulpenhed og støtter børnene i at udvikle selvstændighed og tro på egne evner. Natur og udeliv er en vigtig del af hverdagen, hvor jeg bruger naturen aktivt til leg, læring og sanseoplevelser året rundt.
Sang, musik og rytmik er en fast del af vores dag og er med til at styrke sprog, motorik og fællesskab. Jeg lægger samtidig stor vægt på et tæt forældresamarbejde og sikrer åben og ærlig kommunikation for barnets trivsel og udvikling.

Jeg hedder Lissi Jensen.
Hos mig er tryghed, omsorg og nærvær i fokus. Jeg skaber en rolig og kærlig hverdag, hvor hvert barn bliver set og mødt i øjenhøjde.
Jeg bruger musik og rytmik de fleste af ugens dage. Vi er ude hver dag, når vejret tillader det.
Et godt samarbejde med forældrene er vigtigt for mig, så vi sammen kan støtte barnets udvikling og trivsel.

Jeg hedder Helle.
Jeg lægger stor vægt på tryghed, nærvær og omsorg i mit arbejde som dagplejer, fordi det skaber en rolig og genkendelig hverdag for børnene. Jeg er særligt optaget af børns sprogudvikling og selvhjulpenhed, og jeg møder det enkelte barn i dets behov og udvikling, så det får plads til at vokse i sit eget tempo.
Udeliv og bevægelse er en naturlig del af vores dagligdag, og vi er ude når vejret er til det, og barnets behov tillader det. Her bruger vi kroppen, sanserne og nysgerrigheden aktivt, så børnene får gode oplevelser og styrker både motorik og fællesskab gennem leg.

Jeg hedder Christina.
Jeg elsker dagplejelivet og dagligdagen med de små børn – at følge deres udvikling tæt, være der når der er små sejre, når der er brug for et kram, og opleve det tætte bånd mellem børn og voksne, som vokser hver eneste dag.
Hverdagen er fyldt med masser af omsorg og nærvær, leg og musik både inde og ude, og vi har masser af skøn natur og gode legepladser lige i nabolaget, som vi nyder at udforske sammen. Det giver plads til nysgerrighed, bevægelse og fælles oplevelser i trygge rammer.

Jeg hedder Marianne og jeg har været dagplejer siden 2006.
Hver dag nyder jeg mit arbejde med børnene og deres familier.
Jeg arbejder meget med børnenes selvhjulpenhed. Jeg synes, det er vigtigt, at børnene får en tro på, at de selv kan klare sig, og at vi voksne giver dem plads til at øve sig.
Jeg elsker at lave små læringsmiljøer til børnene. Vi hører ofte musik og synger sange både med og uden sangkuffert. Jeg prioriterer at komme ud hver dag. Det nyder både børnene og jeg 😊
Jeg er desuden AMR for alle mine dejlige kolleger.
Dagplejerne i Solrød:

Mit navn er Gitte, jeg bor i Solrød/Jersie sammen med min mand John og vores hund Leopold.
Jeg har været dagplejer siden april 1996. Nærvær, tryghed og omsorg er kerneværdier i mit hjem, og det afspejles i hverdagen med børnene og i samarbejdet med jer forældre.
For mig er et godt samarbejde bygget på tillid, åbenhed og tryghed. Jeg ønsker, at I føler jer trygge ved at aflevere jeres barn hos mig, og at I ved, at jeg ser, hører og passer godt på jeres barn. Derfor betyder det meget, at vi taler åbent sammen – både om de små ting fra dagen og hvis der opstår spørgsmål eller bekymringer. Det skaber ro og tryghed for jeres barn.
Vi arbejder med selvhjulpenhed, når børnene selv smører mad og øver sig i at klæde sig af og på. Jeg er altid klar med en hjælpende hånd, når der er brug for det. Sang og rytmik er en fast del af hverdagen, hvor vi synger, bevæger os og styrker grovmotorikken.
Når vejret tillader det, leger vi gerne udendørs på legepladser, i skov og ved strand samt på legepladsen i min egen gårdhave. I efteråret 2025 fik jeg en ladcykel, som giver mulighed for længere ture.
Jeg glæder mig til at byde jeres barn velkommen.

Jeg hedder Kirsten, men i hverdagen bliver jeg kaldt Rikke. Jeg drives af og trives i de nære, kærlige relationer – både til det enkelte barn og børnene imellem.
Mit ønske er (med-)dannelse: at opleve barnet blomstre og folde sig ud, blandt andet gennem den gradvise mestring af sproget, den fin- og grovmotoriske udvikling, kreativ tænkning, nysgerrighed og modet til at turde. Jeg ønsker at styrke barnets selvtillid og selvværd, næstekærlighed og evnen til at begå sig socialt – både ude og inde.
Samtidig betyder det meget for mig at få lov at favne det enkelte barn og møde det lige dér, hvor det er, også i dag, lige her og nu.

Jeg hedder Michele. Jeg er mor til tre og har en stor passion for sjov og leg og den udvikling, der naturligt sker gennem legen i hverdagen, hvor børn får lov at udforske, prøve sig frem og lære i deres eget tempo.
Jeg er meget optaget af viden om børns udvikling – både den motoriske og den kognitive – og jeg interesserer mig særligt for, hvordan sansernes sammenspil og regulering har betydning for barnets trivsel, ro og mulighed for at udvikle sig. Det er vigtigt for mig hele tiden at være nysgerrig og hente ny viden, så jeg kan støtte børnene bedst muligt.
Jeg har et stort fokus på, at vi behandler de små kroppe med respekt og bevarer den renhed, de kommer med – også i forhold til børnenes kost. Derfor undgår jeg så vidt muligt forarbejdede fødevarer, tilsætningsstoffer og unødig kemi, så børnene får de mest naturlige rammer for at vokse og trives.

Jeg hedder Lene og har været dagplejer siden 1995. Med mange års erfaring brænder jeg for at skabe en tryg, nærværende og udviklende hverdag for de mindste børn.
Jeg bor tæt på både skov og strand, og naturen er en vigtig del af vores hverdag. Vi bruger ofte vores ladcykel til at tage på små ture, hvor børnene får frisk luft, gode oplevelser og mulighed for at udforske verden omkring sig. Udeliv prioriteres højt hos mig – her er der plads til bevægelse, nysgerrighed og sanselige oplevelser.